Danmarks grønne tænketank CONCITOs Klimaambassade og projektfællesskab, GRO SELV, modtager 1.355.000 kroner fra Roskilde Festivals Open Call: Unge Stemmer til projektet ’Grønne Studieture’.
CONCITOs Klimaambassade og projektfællesskab GRO SELV vil hjælpe elever på gymnasier og højskoler til at vælge rejsedestinationer og transportformer med mindre klimabelastning.
”Flere og flere unge går op i klima og bæredygtighed. Vi befinder os i en tid, hvor mange unge på den ene side står sammen og kræver konkret handling fra politikere og virksomheder, og på den anden side ønsker de selv at få nye handlemuligheder i forhold til, hvordan de kan mindske deres klimaaftryk”, siger Stefan Bruse Thor Straten, projektleder i CONCITOs Klimaambassade.